At lave kommunikation til og for borgerne
Cecilie var i et reklamebureau, men ville lave kommunikation til borgerne – og være med til at aftabuisere psykisk sygdom. Derfor arbejder hun nu i Psykiatrien.
Kommunikation med et menneskeligt aspekt
”Jeg kan godt lide, når kommunikation har et menneskeligt aspekt og på en måde, hvor jeg kan være med til at hjælpe andre. Det rummer Psykiatrien," siger Cecilie og fortsætter:
"Derfor er det vigtigste og mest givende for mig, at jeg er med til at fortælle danskerne om Psykiatrien og aftabuisere psykisk sygdom."
Som kommunikationsmedarbejder i Psykiatrien laver Cecilie blandt andet nyhedsbreve, vedligeholder patientvejledninger, opdaterer hjemmesiden og promoverer temaaftener på sociale medier. Muligheden for en så alsidig og lærerig hverdag er hun meget glad for.
Fra privat- til offentlig ansat
I løbet af sin medievidenskabsuddannelse var Cecilie i praktik ved en kommune. Som færdiguddannet fik hun arbejde i et privat reklamebureau. Hun blev dog motiveret til at søge ind i Psykiatrien, da hun savnede nogle af de elementer, som en stor organisation rummer; det offentlige perspektiv, det politiske aspekt og at lave kommunikation til og for borgerne.
"Det er den vinkel ind i kommunikation, som jeg finder utroligt spændende," siger Cecilie og tilføjer:
"Man skal finde ud af, hvad der driver en, og hvordan man bedst muligt kommer til at opfylde det gennem et arbejde. Det reflekterede jeg over, og så fandt jeg vej ind i Psykiatrien."
Kurser er afgørende
Kommunikation er vigtigt af mange grunde, men særligt fordi det har stor betydning for den måde, vi forstår hinanden på. Det kan mindske misforståelser, nedbringe tabuer samt forbedre samarbejde, hvilket fører os tættere sammen.
Siden Cecilie blev ansat i Psykiatrien, har hun blandt andet taget webredaktøruddannelsen og været på kursus i adfærdsdesign. Det har betydet, at hun har fået genopfrisket sine kompetencer og lært nye ting såsom at anvende det hjemmesidesystem, som Psykiatrien bruger.
Hjemmesiden er bindeleddet mellem klinikken og borgerne. Så Cecilies opgave er at formidle de informationer, borgerne har brug for før, under eller efter mødet med Psykiatrien. Gennem webredaktøruddannelsen har hun fået udvidet de kompetencer, hun allerede havde inden for web – herunder webtilgængelighed, brugeradfærd og krav til webtekster.
"Jeg synes, det er sjovt at få nye perspektiver i mit arbejde – eksempelvis at forstå hvorfor menneskers adfærd er vigtigt i alt, hvad vi laver. At få lov at blive klogere er virkelig fedt, og det bliver jeg blandt andet gennem kurser," siger Cecilie.