Region Midtjyllands Innovationsdag 2024 
- fordi transformation er noget, vi gør! 

Transformation er noget, vi taler om i alle dele af Region Midtjylland - og det er et begreb, der også lever i bedste velgående i verden omkring os. Vi er optagede af, hvordan transformation vil forandre vores arbejdsfællesskaber, vores fagligheder, vores strukturer, vores måder at møde borgerne på, vores økonomiske rammer… og alt andet. Men hvad nu hvis vi har glemt noget afgørende i vores samtaler om transformation? Og hvad nu hvis det var det, der var den hemmelige ingrediens i at accelerere transformation? 

Dette års Innovationsdag handler om at sætte mennesker meget tydeligere ind i “transformations-ligningen”. For transformation er ikke blot noget, der påvirker os alle - men noget vi alle påvirker. Transformation er ikke noget, DER BARE ÉR, det er noget VI GØR! 

 

”ALLE kan og skal være med til at transformere. Transformation er ikke noget for de få udvalgte eller de særligt kompetente. Transformation beriger og skaber bevægelse, og vi har alle sammen noget værdifuldt at spille ind med – og vi skal alle bidrage for at lykkes. Vi skal undre os. Vi skal være nysgerrige sammen. Og vi skal omsætte det til fantastiske ideer og værdiskabende løsninger i praksis. Det gælder på hospitalerne, i psykiatrien, på socialområdet og inden for det regionale udviklingsfelt - og i alt det tværgående.” 
- Jonas Dahl, regionsdirektør 

 

På Innovationsdagen 2024 trækker vi derfor i arbejdstøjet og udforsker HVORDAN’ET: Hvordan gør vi transformation sammen? Hvordan kan vi bruge digitalisering som en løftestang i arbejdet med transformation? Hvordan organiserer vi os i og med transformation? Hvordan er vi overhovedet dannet og uddannet til at transformere – skal vi kunne noget nyt? 

Vi ser ind i en fremtid farvet af et væld af nye muligheder – muligheder i digitale løsninger, muligheder i nye samarbejdspartnere, muligheder i forhold til frisættelse af medarbejdere osv. Samtidig er vi udfordret af borgernes behov og forventninger til os, som en del af velfærdssamfundet - og helt faktuelt af et stigende antal ældre og et faldende antal i den erhvervsaktive alder. De mange komplekse og gennemgribende forandringer, der er på spil, kræver helt nye idéer og løsninger. Det kalder på transformation – og transformationen kommer uanset hvad… så vi kan lige så godt selv være med til at bevæge retningen. 

Innovationsdagen vil som altid indeholde både indsigtsgivende oplæg, inspirerende workshops samt en energisk og sprudlende speeddating. Og måske vigtigst af alt, så kan du gå på opdagelse med en masse andre mennesker fra regionen, der brænder for, hvordan vi sammen transformerer sundhedsvæsenet, socialområdet og den regionale udvikling. På Innovationsdagen er deltagerne nemlig den hemmelige ingrediens i et potpourri af transformation! 

Qua det brede tema, som transformation er, vil såvel det tematiske indhold som formen i dagens sessioner spænde bredt: Fra hardcore oplæg om AI i sundhedsvæsenet til en kannibalistisk workshop og videre til ro og fordybelse i dig selv. Du vælger som deltager selv mellem de mange forskellige sessioner, og sammensætter dit eget program for dagen. Et nærmere program følger senere. 

Historien bag Region Midtjyllands Innovationsdag  

Vi skal være bedre til at dele de gode idéer og løsninger, bedre til at snakke sammen og lade os inspirere af hinanden. Innovationsdagen i Region Midtjylland er bygget på den drøm.  

Dagen er inspireret af veteranbilentusiaster, som afholder "stumpemarkeder". Her har alle deres stumper med - nogle mangler reservedele, andre har nogle ekstra, de gerne vil bytte. Når man samler stumperne på kryds og tværs, kan man skabe noget nyt og spændende, nemlig smukke biler. 

På samme måde deler vi på Innovationsdagen stumper af små og store idéer fra sundhedsvæsenet og socialområdet. Idéstumperne kan man tage med tilbage og samle på kryds og tværs - og på den måde skabe nye spændende løsninger og muligheder.  

Kom og vær med – dagen er for alle medarbejdere og ledere, bare du er nysgerrig og brænder for at gøre tingene bedre eller afprøve nye veje at gå. Del dine idéer og erfaringer med en masse af dine kolleger - og gå hjem med ny inspiration, konkrete idéer og en masse nye kontakter.  


Der er ingen deltagerbetaling for ansatte i Region Midtjylland. 

 

By Dato Tid Sted Tilmeldingsfrist Ledige Pladser
Horsens 23.10.2024
08.30
FÆNGSLET - Konferencer Møder Events 13.10.2024