Direktionen inviterer koncernledelsen og alle ledere, som refererer direkte til en koncernleder til Ledertræf 2025. I år sætter vi fokus på aftalen om sundhedsreformen.

Sundhedsreformen – sammen om at lykkes og sammen om at trives
Vi befinder os midt i en tid med væsentlige omstruktureringer, opgaveflytning mellem sektorer, nye sundhedsråd, kronikerpakker, mere sammenhængende og nær behandling og meget mere. Forandringerne er store og mange, og formålet er at styrke sundhedsvæsnet og rykke tættere på borgeren. Den opgave skal vi lykkes med sammen, og vi er allerede i gang med arbejdet.

På Ledertræf 2025 vil vi sammen udforske, hvordan vi bedst leder i de forandringer, sundhedsreformen bringer med sig. Men vi står ikke alene med denne opgave. Vi skal samarbejde med både borgere, kommuner, almen praksis og nationale myndigheder for at lykkes. For at undersøge nøglerne til vores fælles succes, skal vi på dagen være i dialog med disse samarbejdspartnere, for nysgerrigt at forstå deres virkeligheder bedre.
 
En stor forandring kan ofte udfordre trivslen blandt chefer og ledere, som bærer et særligt ansvar i at drive og forankre store forandringer i organisationen. Vi ved, at mistrivsel blandt ledere kan påvirke trivsel blandt medarbejdere, og i sidste ende få betydning for de borgere, vi er her for. Derfor vil vi også undersøge, hvad vi skal bygge videre på i vores arbejde med at understøtte ledertrivsel på tværs af organisationen.
 
Du inviteres til aktivt at deltage i meningsfulde samtaler med oplægsholdere og ledelseskollegaer på tværs af organisatoriske grænser. Her kan du drøfte og forme de næste skridt til, hvordan vi både kan mestre sundhedsreformen og sikre lederes trivsel.

Vi glæder os til en spændende dag, hvor vi i fællesskab trækker i arbejdstøjet – og udforsker og bevæger ledelseskraften i Region Midtjylland.

Invitation og program kan ses under "dokumenter".

 

By Dato Tid Sted Tilmeldingsfrist Ledige Pladser
Aarhus C 19.05.2025
08.30
Centralværkstedet 16.04.2025 82 / 300